Import og eksport i hovedtal

Bortset fra fiskeri- og fangstproduktion fremstilles der kun få varer i Grønland. Det betyder, at importen stort set omfatter alle varer, der anvendes til forbrug i husholdninger, erhvervsvirksomheder, institutioner samt investeringer.

 

Figur 3.1. Importen fordelt på varer 2015

Kilde: Grønlands Statistik, statistikbanken - http://bank.stat.gl/IED1SITC

 

Importen fordelt på varegrupper kan ses i Figur 3.1. Den overvejende del af varerne, omkring 64 pct., importeres fra Danmark. I den samlede import fra Danmark indgår også varer fra andre lande, der er importeret via Danmark. Flere detaljer om fordelingen af importen på lande fremgår af Tabel 2.

 

Den helt overvejende del af Grønlands eksport af varer består af fisk og skaldyr, som udgør 94 pct. af eksporten. Den enstrengede eksportstruktur gør økonomien særlig afhængig af den internationale prisudvikling.

 

Figur 3.2. Eksporten fordelt på varer 2015

Kilde: Grønlands Statistik, statistikbanken - http://bank.stat.gl/IED2SITC

 

I 2015 udgjorde den samlede eksport til Danmark 82 pct. En betydelig del af eksporten af fisk og skaldyr sker til Danmark med henblik på videreforarbejdning og efterfølgende eksport til andre lande, hvoraf de vigtigste er Japan og Storbritannien.

 

Figur 3.3. Udviklingen i eksporten af skalrejer i mængde og gennemsnitlig eksportpris for skalrejer. 1988=100

Kilde: Grønlands Statistik, statistikbank – http://bank.stat.gl/IEDEXP

 

Figur 3.4. Udviklingen i eksporten af pillede rejer i mængde og gennemsnitlig eksportpris for pillede rejer. 1988=100

Kilde: Grønlands Statistik, statistikbank – http://bank.stat.gl/IEDEXP

 

Udviklingen i indeksværdier for den gennemsnitlige kilopris og den eksporterede mængde for henholdsvis skalrejer og pillede rejer er vist i Figur 3.3 og 3.4, hvor basisår er 1988.

 

For skalrejer har der været et kraftigt prisfald efter 1989, hvor priserne er faldet med ca. 30 pct. Mængderne er steget med 36 pct. siden 1988.

 

For pillede rejer har der været en mere jævn tendens til prisfald, dog særligt efter 1990. Dette skyldes hovedsageligt Islands udbud af rejer fanget ved Flemish Cap, der blev solgt til så lave priser, at verdensmarkedsprisen på rejer dykkede fra starten af 1990’erne. Mængderne er modsat steget med 26 pct. siden 1988.